Early bird..

Den tid er forbi, hvor lørdag betyder lange morgener i sengen – i hvert fald for en stund.
I dag, for eksempel, stod jeg og sang mens jeg vaskede op – klokken 8.45! Og ikke nødvendigvis fordi jeg havde enormt meget overskud til at tage opvasken eller noget i den retning. Næh, simpelthen fordi kombinationen af at jeg arbejder og synger, er den hurtigste og mest smertefri måde at få barnet til at falde i søvn i strækviklen på.
Hvis jeg putter hende i viklen, og bare går rundt med hende, brokker hun sig gerne i en halv times tid, eller græder i nogen minutter, inden hun falder i søvn. Hvis jeg derimod vikler hende, og straks går i gang med opvasken, vasketøjet eller noget tredje, så sidder hun lige så stille og observerer mig, og i løbet af få minutter begynder hun at trække vejret tungt.

Det kan man se på med forskellige briller. En gang imellem er jeg tilbøjelig til at tænke, at damen allerede er lidt af en slavepisker. En ualmindeligt sød en, though. Men tit når jeg heldigvis frem til, at det i sidste ende nok er meget godt, at hun kan holde mig lidt i gang. Opvasken tager jo ikke sig selv.

Når jeg bliver stor…

Forleden fangede jeg mig selv i, kortvarigt at tænke noget i stil med “det må nogen voksne virkelig tage sig af”, da jeg gik rundt i Aarhus by. Jeg kan ikke engang huske hvad som fik mig til at tænke det, men et er i hvert fald sikkert: det gik op for mig, at jeg er “nogen voksne”. Eller hvad? Hvornår er man egentligt voksen?
Når man får stemmeret?
Når man flytter hjemmefra?
Når man får børn?

Er man f.eks. voksen når man:
– fra tid til anden klær sig i Batman-tøj fra yderst til inderst? Vi taler Batman T-shirt, Batman nederdel, Batman underbukser, Batman øreringe. You name it.
– ikke sjældent hører sig selv udtale: “når jeg bliver stor…”?
– instisterer på at sidde på køkkenbordet under madlavningen?
– simpelthen ikke har viljestyrken til ikke at spise af pandekagerne, i takt med at de bliver lavet? Jeg mener, come on! Pandekager er da bedst når de er varme. De skal spises det øjeblik de kommer af panden.
– har lidt svært ved at gå fordi hylden med Schleich-dyr i butikker, uden i det mindste at overveje at købe (endnu) en med hjem?
– ikke kan have pålægschokolade (den lyse af slagsen) stående i køleskabet i mere end et par dage, før det hele er spist? – uden brød under, vel at mærke.
– siger smækbukser og ikke overalls eller dungarees? Hvad hulan er dungarees overhovedet for et underligt ord?
– i øvrigt lige har købt sig et par smækbukser, og er ellevild over dem?

Nå, ikke mere grublen over den slags nu; jeg har vigtige ting at tage mig til. Pålægschokolade som skal spises og middagslure som skal tages.

Livet som mor pt. 2

Ja, der er mere at sige om det at være nogens mor, så jeg snyde-morblogger lige lidt endnu. Så kan I bare lære det, nå!

Med sådan en lille unge i huset:
– er det tilnærmelsesvist angstprovokerende at bevæge sig ud i den virkelige verden. Specielt hvis det omfatter offentlig transport eller bestemte møde-tidspunkter. Jeg mener, hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af at manøvrere barnevognen ind i bussen? Eller hvis ungen skriger non-stop, og fremmede føler at det er nødvendigt at kommentere på mine egenskaber som mor? Og hvordan skal jeg kunne vide, om det er muligt for mig at være ved lægen klokken 10.30? Barnet kunne jo beslutte sig for at skide igennem sin ble to minutter inden vi skal ud af døren. Gisp.
Derfor har jeg mere eller mindre besluttet, at Alva og jeg bare bor i sengen herhjemme. Basta.
– må jeg sluge min tidligere skepsis overfor strækvikler, og blankt erkende at det er en af de bedste opfindelser til dato. Bedre end mikrobølgeovne og næsten lige så god som chokolade og Nintendo 64’eren. Tænk at man kan blive så begejstret for at have begge hænder fri på samme tid. Hvilken luksus, siger jeg bare.
– skal jeg pludselig tage stilling til svære spørgsmål, såsom hvornår min datter går fra at smile af refleks til at smile socialt. Hvordan i himlens navn skulle jeg kunne vide det?
– har jeg fået et stort behov for at blære mig på hendes vegne. Alva Badalva havde f.eks. enormt god hovedkontrol i en alder af bare 3 uger. Ja ja, fremmeligt barn, siger jeg bare.
– er der selvfølgelig en del mere vasketøj nu, med alle de stofbleer og Alvas tøj som skal vaskes. Heldigvis har moderen skåret gevaldigt ned på hendes forbrug af tøj, eftersom hun alligevel ligger i sengen det meste af dagen.
– er jeg lidt flov over at være stolt over (?) at jeg, 3½ uger efter en fødsel, lige har købt et par bukser i str. xs – og i øvrigt formåede at snige mig ned i mine højtaljede skinny jeans den anden dag.
– kalder jeg Alva for “smukke” og “lækre” utrolig meget, og er faktisk lidt bevidst om også at huske at rose hende for andet end udseende. I ved, kvindeidealer og alt det der jazz.
– har jeg i øvrigt konstateret at hun ikke er lækker på samme måde som Beyoncé eller Scarlett Johansson, men mere på samme måde som en familieromkugle.
– har jeg vildt meget lyst til romkugle når jeg kigger på mit barn nu.

Livet som mor pt. 1

Nåmen altså.. Nu har jeg så efterhånden været nogens mor i 2 ½ uge, og jeg er allerede blevet ih så åh så klog – og lidt sær.
Jeg har egentligt ingen intentioner om at blive en af de dersens mor-bloggere (ikke at der er noget galt i at være det. Jeg gider bare ikke!), men jeg har nu alligevel tænkt mig at dele lidt af mine erfaringer fra den første tid med en skrigballon herhjemme. Så here goes:

Med en baby i huset:
– handler absurd mange af mine samtaler med Mads nu om afføring og dennes farve/konsistens. Meget romantisk!
– er bade pludselig en luksus – specielt de lidt lange, hvor man har tid til at barbere ben. Som regel bliver de nedprioriteret til fordel for en knækbrødsmad, en lur eller en hurtig oprydning.
– lugter jeg konstant lidt af gammel mælk, hvilket nok hænger meget godt sammen med overstående punkt.
– har jeg lært, at det ikke kan betale sig at smøre mere end en mad ad gangen. Heller ikke selvom jeg ved, jeg godt kan spise to eller tre. Det er nemig stensikkert at ungen vågner og selv vil spise, når jeg er halvvejs igennem første mad, og så står de resterende madder ellers bare og bliver kedelige på køkkenbordet, indtil jeg engang kan lægge barnet fra mig og spise videre.
– er sommeren en røv! Jeg plejer at være all for summertime og høje temperature, men med en lillebitte som slet ikke kan finde ro i varmen, og som kampsveder konstant, er jeg allerede begyndt at ønske mig oktoberblæst og regnvejrsdage. I øvrigt kan jeg heller ikke rigtig komme til stranden, eller nyde drinks på terrassen, så jeg har slet ikke noget at bruge sommeren til. Basta!
– forudser jeg, at jeg bliver enormt god til at gøre ting med én hånd i løbet af det næste stykke tid, fordi den anden hånd skal bruges til at bære rundt på barnet.

Selvom meget af overstående måske nok lyder som brok – og til en vis grad også er det – så er det toppen af poppen med sådan en lille unge til at forsøde kælderlivet lidt. Og så er det en fantastisk undskyldning for bare at ligge i sengen hele dage i træk og Pinterest’e og spille Candy Crush.